Jordan Henderson forlænger kontrakt: ‘Vil være her så længe som muligt’
Jordan Henderson har forlænget sin aftale med Liverpool FC, og lukker derfor om alle spekulationer der måtte have været, om anførerens fremtid.
Selvom Jordan Henderson har været fast inventar på Liverpools midtbane i løbet af de sidste 10 år, og meget af denne som anfører, var der alligevel flere rapporter om, at Henderson og klubben muligvis ikke var enige om en kontraktforlængelse, og at den 31-årige englænder derfor skulle sælges.
De rygter kan man dog med ro i sindet ignorere nu, hvor Liverpool har offentliggjort en kontraktforlængelse med Henderson, der ikke lægger skjul på, at han er begejstret over forlængelsen:
“Jeg er naturligvis meget beæret og stolt over at fortsætte den rejse, jeg allerede har været på her. Fantastisk endelig at få det (kontrakten på plads, red.) gjort og bare koncentrere sig om at se fremad, og hvad fremtiden kan bringe,” – siger Henderson til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Jeg har elsket hvert minut af det, selv når jeg ser tilbage på de hårde tider, nød jeg stadig at være en del af denne fodboldklub. Jo længere jeg kan gøre det, jo bedre for mig virkelig. Jeg vil være her så længe som muligt, det har jeg altid sagt. At fortsætte denne rejse er utroligt for mig og min familie, og jeg håber, at fansene og klubben har det på samme måde,”
Henderson slutter sig med den nye kontrakt, til en efterhånden lang liste af holdkammerater, der alle har forlænget deres kontrakter i løbet af sommeren, og det er tydeligt, at Liverpool forsøger at holde kernen af det yderst succesfulde hold sammen, med forlængelser til Alisson, Fabinho, Van Dijk, Trent Alexander-Arnold og Andy Robertson.
Henderson håber også, at han kan være en del af denne vigtige kerne så længe som muligt, måske endda til karrieren engang slutter.
“I en ideel verden; ingen ved nogensinde helt, hvad der kommer til at ske, selvfølgelig i fodbold, og tingene ændrer sig meget hurtigt. Men jeg har altid sagt, at jeg gerne vil spille her så længe som muligt. Men for at gøre det skal jeg sikre mig, at jeg spiller godt, jeg forbedrer mig, jeg bidrager til holdet. Og så hvis klubben selvfølgelig vil have mig til at fortsætte på den rejse, synes jeg det er fornuftigt for os at gøre det,”