Rejser er ikke kun for de rige
Det seneste år har ramt alle på økonomien. Om det så har været inflation, stigende gaspriser eller rentestigninger, så har de fleste kunnet mærke et kraftigt indhug i deres rådighedsbeløb. Derfor har opsparingen til sommerferien måske også været lidt mindre end den plejer.
Men fat mod – selvom budgettet ikke er det samme, så kan du stadig sagtens komme afsted på ferie. Billig rejse er ikke nødvendigvis lig dårlig rejse, så læs med her og bliv klogere. Sådan får du en god rejse på et stramt budget
Turen går til lige i nærheden
En rejse behøver ikke betyde jordomrejse, eller flere timer med fly i det hele taget. Man kan også sagtens rejse over Storebælt, eller blot tage på cykelrejse til nogle af de nærmeste campingpladser. Følelsen af rejse opstår, når du fjerner dig fra de vante omgivelser og overnatter et nyt sted, og den følelse kan sagtens opnås selvom du bare overnatter i nabobyen.
Husbytte
Bor du et sted, som andre gerne vil rejse til, så forsøg dig med noget husbytte i ferien. På den måde kommer både du og dem du bytter med på billig ferie, og i har en fælles forståelse om at passe godt på hinandens hjem i mellemtiden. Så skal du heller ikke bekymret dig om indbrudstyve og lignende. Der er også mange udlandsdanskere der vil hjem til familien i sommerferien og derfor leder efter nogen at bytte med en periode – så du kan sagtens komme længere væk på denne måde.
Tag toget
Er flybilletterne det, der sprænger budgettet, så undersøg muligheden for at tage toget. Interrail-pas koster sjældent mere end en flybillet, og så har du endda muligheden for flere stop undervejs på rejsen uden ekstraomkostninger. Tager du toget, bruger du samtidig længere tid på transporten, får set mere, og kan måske endda spare en hel overnatning, fordi du alligevel sover i toget.
Bliv rabatjæger
Mange rejseselskaber sælger billige afbudsrejser helt op til en dag før afrejse. Så har du ingen planer, men is i maven og lysten til en billig rejse, så hold øje med disse i dagene før ferien starter. På den måde kan du være heldig at score dig en lækker rejse i sidste øjeblik, som du kun betaler halv pris for – så det er bestemt en billig rejse.