Ole Gunnar efter omdiskuteret sejrsmål: ‘Det er sådan spillet foregår nu’
Manchester United måtte slide en hårdt tilkæmpet 0-1 sejr hjem, da The Red Devils søndag var på besøg på Wolverhamptons Molineux. Det helt store samtalepunkt efter kampen, var det mål United scorede med godt 10 minutter igen, og om der blev begået et frispark forinden. Ole Gunnar Solskjær mener dog ikke at målet fejler noget.
Det så længe ud som om, at Wolves ville få held med, at hente hvert fald et point, hvis ikke alle tre, da de søndag tog imod Manchester United.
De gulklædte spillede i store dele af kampen flot og aggressiv fodbold, meget som de også gjorde det, da holdet i sidste uge tog imod Tottenham. Dengang endte det i et 0-1 nederlag, og det samme skulle vise sig at blive tilfældet, tidligt søndag aften.
På trods af flere chancer, og en helt enorm en af slagsen, der kun takket været to mirakelredninger af David de Gea, ikke gik i mål, lykkedes det ikke hjemmeholdet at score, og med godt ti minutter tilbage af kampen, blev de straffet.
Efter en løs bold på kanten af Wolves felt, gik Paul Pogba i en duel med Ruben Neves, hvor sidstnævnte mistede bolden, og kraftigt appellerede for et frispark.
Men dommer Mike Dean stod godt placeret, og vinkede afværgende, situationen udviklede sig, og pludselig havde Mason Greenwood sparket bolden i kassen, til hele Molineuxs store frustration.
Uniteds cheftræner Ole Gunnar Solskjær, mente dog efter kampen ikke, at der var så meget at diskutere angående tacklingen og det efterfølgende mål.
“I sidste uge klagede jeg over, at vi ikke fik et frispark – det er sådan, spillet foregår nu. De vil have, det er flydende, de vil have mere lempelige dommere,” – sagde nordmanden til BBC MOTD2 og fortsatte:
“Jeg synes ikke, at det er en forseelse. Jeg synes i stedet, at de to spillere går efter bolden, og det er en god tackling af Paul (Pogba, red.)
Det skal være konsekvent, men det vil tage et par uger at finde den rigtige linje. Vi fik at vide inden kampen i dag, at dommeren ville lade spillet flyde,”
Med sejren placerer United sig på en tredjeplads, efter to sejre og en enkelt uafgjort i den nye Premier League-sæson.