Bekræftet: Manchester United henter Cristiano Ronaldo
Manchester United har bekræftet, at klubben er nået til enighed med Juventus om en handel af Cristiano Ronaldo, der nu 12 år efter han forlod United, er tilbage hvor hans karriere for alvor tog fart.
I løbet af de sidste par dage, blev det mere og mere klart, at Cristiano Ronaldo, ikke vil være at finde i Juventus, når transfervinduet lukker tirsdag aften.
I løbet af disse dage, var det Manchester City den 36-årige portugiser blev rygtet til, og et sådan skifte synes at være så godt som på plads, da Juventus cheftræner Massimiliano Allegri tidligere i dag udtalte, at superstjernen ingen intentioner havde, om at blive i klubben.
Det var hele tiden rapporteret, at Manchester City ikke ønskede, at betale den pris Juventus forlangte for Ronaldo, selvom de personlige vilkår mellem spilleren og de lyseblå skulle være på plads.
Pludselig tog sagen dog en gevaldig drejning, da en række kilder kunne fortælle, at City havde trukket sig fra forhandlingerne, eftersom man ikke kunne blive enige med Juventus om en handel.
Derfra tog historien kun fart, og efter et par timer stod det klart, at en meget særlig handel var under opsejling.
Tidligt på aftenen, kunne Manchester United så bekræfte, at klubben er nået til enighed med Juventus om at købe Cristiano Ronaldo, men oplyser samtidig, at hverken personlige vilkår, lægetjek eller sågar arbejdstilladelse er på plads.
Welcome 𝗵𝗼𝗺𝗲, @Cristiano 🔴#MUFC | #Ronaldo
— Manchester United (@ManUtd) August 27, 2021
Ikke desto mindre, tyder alt nu på, at Ronaldo vender tilbage til den klub, hvor han for alvor sprang ud på den europæiske fodboldscene i perioden 2003 til 2009.
Det vides ikke endnu, hvor lang kontrakten bliver, men de fleste journalister spekulerer på Twitter i, at portugiseren får en toårig aftale, og har kostet United i omegnen af 25 millioner pund.